I dag betragter de fleste mennesker guitaren som et instrument, der hører hjemme inden for den klassiske musik. Man har ovenikøbet et navn for denne variant med nylonstrenge, nemlig den “klassiske guitar”. Betegnelsen benyttes til at skelne mellem den og dens slægtninge med metalstrenge.
Guitaren har dog ikke altid haft status som et seriøst instrument, egnet til seriøs musik. Traditionelt har instrumentet, som i sin nuværende form stammer fra Spanien, været anvendt til folkemusik og flamenco, mens klaveret og strygeinstrumenter som violin og cello blev anvendt til det finere repertoire. Dette skulle dog ændre sig i første halvdel af 1900-tallet, hvor guitaren endelig gjorde sin entré i koncertsale verden over.
Når talen falder på den klassiske guitar, tænker mange nok straks på den spanske guitarist Andres Segovia, og med god grund, for det var i stor udstrækning Segovias fortjeneste, at guitaren kunne hæve sig op over sine folkelige rødder og endelig blive taget seriøst på samme måde, som man havde gjort med andre instrumenter i århundreder. Segovias arrangementer viste, at guitaren havde et potentiale som soloinstrument, og især hans fortolkninger af Johann Sebastian Bachs værker for cello står i dag som en af hans største præstationer, og som et afgørende punkt i instrumentets historie.
I dag er guitaren et af de mest udbredte instrumenter, både inden for pop, rock, jazz og klassisk musik, og der er næppe noget instrument, som har gennemgået en større udvikling på kortere tid, både i forhold til teknologi, æstetik og især musikalsk og social status.